Årets beretning 2015

 
Bestyrelsen
Den siddende bestyrelse har haft et roligt og velfungerende 3. ”regeringsår”.
 
Bestyrelsen har afholdt 4 møder frem til denne generalforsamling. Referaterne ligger på foreningens hjemmeside.
 
Økonomi
En enkelt kedelig overraskelse med nedbrud af kloakpumperne (mere om det om lidt) ødelagde et ellers økonomisk roligt og planlagt år uden restancer og andre mislyde.
 
Fællesarealer og havedage
Den store plæne ved Sortemosen har haft godt af at blive gensået efter nedgravningen af jordvarmeslangen. Den fremstår flottere end nogensinde – måske noget vi skal overveje med de andre plæner? Hamid gør i det store hele et pænt stykke arbejde med græsslåningen, selvom specielt frugthaven ikke giver ham de bedste arbejdsbetingelser.
 
Vores udfordringer med vand ind og vand ud fortsatte desværre i 2015. I den forbindelse må jeg som formand med stor tilfredshed konstatere en sand musketérånd i foreningen. Der er blevet løftet i fælles flok på mange forskellige fronter i løbet af året. Kloakpumpe-sagen blev løst forbilledligt at Finn, så vi nu har fået styr på pumperne og et pænt plaster på de økonomiske konsekvenser af sagen. Sten trådte til, da vi fik opsivende kloakvand ud for 5B. Opgaven med at styre forsikring og tilkaldte kloakmestre blev løst med vedholdenhed samt grundig varsling og information til alle. Helt generelt er det meget betryggende og glædeligt for os, der ikke er hjemme i dagtimerne, at ”dagholdet” altid holder et vågent øje med tingenes tilstand og straks sætter ind hvis det er nødvendigt, som f.eks. mangelfuld snerydning. Tak til alle for det!
 
Vi havde en rigtig hyggelig sommerfest på Sten og Mariannes terresse, men dejlig mad og et rimeligt sommervejr – hvilket vi ellers ikke var forvænt med i 2015. Havedagene var som altid hyggelige og arbejdssomme. Store som små opgaver bliver løst med engagement og smil.
 
Da både Torben, Inge (5D) og Marianne (5E) ikke ønsker genvalg til bestyrelsen ved denne generalforsamling vil jeg gerne slutte af med at takke dem for deres indsats og de mange hyggelige og produktive stunder i løbet af året. Nye kræfter må træde til og løfte det tunge åg efter jer!
 
Virum den 22. februar 2016
Stig Lumbye (3C)
Grundejerforeningen Egholmsvej 3-5 // webmaster Signe Nørregaard