Referat fra generalforsamlingen i Grundejerforeningen Egholmsvej 3-5, 26. februar 2010

Deltagere: Randi og Finn 3A, Signe og Anda 3B, Charlotte og Stig (snart 3C) i stedet for Jan, Jørgen 5A, Edit og Aksel 5B, Hanne og Hans Henrik 5C, Marianne og Sten 5E.

Fraværende: Knud 5F, Inge og Torben 5D (i Australien).

Sted: Hos Hanne og Hans Henrik 5C – tak for at de endnu engang lægger hus til!


Dagsorden:

  1. Valg af dirigent/referent
  2. Formandens beretning om det forløbne år
  3. Forelæggelse af regnskab
  4. Forelæggelse og godkendelse af beplantningsplan- og vedligeholdelsesplan for fællesarealer. Pegedag: se hjemmeside
  5. Forslag fra bestyrelse og medlemmer.
  6. Forelæggelse og godkendelse af budget
  7. Valg af bestyrelsens formand, kasserer og medlemmer
    - Hans Henrik, 5C
    - Anda, 3B / aktiv suppleant Signe 
    - Inge, 5D
    - Sten, 5E / aktiv suppleant Marianne
  8. Valg af revisor: Finn, 3A
  9. Eventuelt: Fastlæggelse af datoer for arbejdsdage, sommerfest og næste års generalforsamling.


Ad pkt. 1.
Sten blev valgt som dirigent og Edit som referent.

Ad pkt. 2.

Formandens beretning blev godkendt. Den bliver lagt ud på hjemmesiden. Formanden udtrykker ønske om, at vi her indfører  en note omhandlende vores lange snak ved sidste års generalforsamling vedr. for sene indbetalinger af kontingent til Grundejerforeningen. Alle de for sene indbetalinger, som der blev omtalt skyldes stort set, at vi tidligere betalte med cheks eller kontanter og så var det kun spørgsmålet om, hvornår disse beløb blev indsat på foreningens bankkonto.

En anden kommentar var mht klipning af hække i området – der udtryktes fra flere sider skepsis mht til den nye ”hækklippers” evne til at gøre det pænt, men vi lader det komme an på en prøve! Stig havde et spørgsmål vedrørende, hvilke hække man selv skal klippe, og hvilke der bliver klippet af havemanden. Kun de sider af hækkene, som vender ind mod et fællesareal sorterer under havemanden, de andre sider står vi selv får at skulle klippe.

Velkommen til Charlotte og Stig, som overtager Jans hus pr. 15. marts. Charlotte og Stig har medbragt fuldmagt fra Jan og Hans Henrik har fået fra Inge og Torben.

Ad pkt. 3.

Anda redegjorde for regnskabet. Revisorens kommentar på regnskabet  skyldes en forkert beregning af det beløb, der var overført fra 2008 – det er nu korrigeret i det grønne regnskab.

Vi har sidste år haft store udgifter til kloakpumper, så nu håber vi at kunne ” skylle ud” de næste mange år. Opkrævningsdatoerne for kontingent til Grundejerforeningen ændres til 15. marts, 15. juni, 15. september og 15. december med virkning fra i år.
Regnskabet blev herefter godkendt.

Ad pkt. 4.
 
Beskæring af hængepil ud for Jørgen og Mette
Beskæres ikke i år – Jørgen vil gerne beholde det som det er – Hans Henrik og Hanne vil gerne have det beskåret for at bevare det, men beskæring er dyrt!  - tages op igen til næste år.

Opstamning af den store Tuja
Blev ikke vedtaget, da vi mente det var bedst at vente og se, hvor åbent det vil blive, hvis også den lave Tuja evt. forsvinder.

Den lave Tuja
Hans Henrik tager et billede af den og måler op, hvor meget den fylder – spørger så en gartner om den kan beskæres så den bevares pæn og  hvordan det så gøres bedst. Hvis dette ikke er muligt, fjernes den og vi planter en ny mindre stedsegrøn tuja lignende plante.  Græsplænen nedenunder reetableres.

Stort grantræ ved Sortemosen med knækket top
Træet fjernes – det forventes at Torben kan føre saven og øvrige deltagere kan opskære og bortfjerne træet; eventuelt på næste arbejdsdag.

Hegnet ind til skoven
Repareres – der købes nye og bedre trykimprægnerede pæle som erstatning for de rådne og hegnet repareres så det ser ud som før.

Gulvet på broen i Fjernøsten
Det blev besluttet at gulvet  skal slibes – Jørgen har generator og slibemaskine – Sten tilbød at hjælpe med transporten. I stedet for generator kan vi bruge en kabeltromle, så vi kan få strøm. En sådan er det allerede på sidste bestyrelsesmøde besluttet at købe.

Beskæring evt, fældning af Rød El før broen
er allerede udført, da det skulle gøres mens der var is på søen.  

Jørgen ville gerne have de store træer i hjørnet af Carls have beskåret – de er bevarings-værdige – men der var enighed om, at det må han selv aftale med Carl, incl. hvem af de to, der skal betale for beskæringen.

Ad pkt. 5
 
Inge og Torben, 5D havde fremsendt følgende forslag:

Forslag til beslutnings proces vedr. fælles arealer:

"Det forekommer mig, at vores forsøg på enstemmige vedtagelser er det samme som  ingen vedtagelser.
Der er gjort rigelig brug af en vetoret, som der slet ikke er belæg for i vedtægterne, da § 9 siger at simpel stemmeflerhed er beslutningsdygtigt.

Jeg synes derimod, at et lille flertal er udemokratisk og foreslår, at 6 ud af 9 parthavere skal være beslutningsdygtige.
Jeg efterlyser samtidig en generel større fleksibilitet for individuelle ønsker".

I forbindelse med 5D forslaget blev det konkluderet, at den eksisterende procedure hvor ændringsønsker til områdets udseende bliver taget op på pegedagen og så efterfølgende bliver vedtaget eller forkastet på generalforsamlingen fastholdes.
– vi bør naturligvis lytte til hinanden og respektere hinandens forskellige holdninger.

Ad pkt. 6.

Budget 2010 – En evt. ny Tuja ikke indregnet, derfor hæves punktet Parken fra 3000,- kr. til 5000,- kr. Indkøb af kantklipper skal også ind under budgetpunktet Anskaffelser.

Elregning i forb. med kloak er større end i 2009 dels pga ændring i opkrævningstids-punkterne og dels pga en  højere á conto betaling.

Kontingent i 2010 - se oversigt på hjemmesiden. Anda opdaterer regnskab og budget og lægger ud på hjemmesiden.

Ad pkt. 7.

Alle blev genvalgt.

Ad pkt. 8.

Revisor Finn blev genvalgt.

Ad pkt. 9.

Eventuelt
1.    arbejdsdag:                                18. april 2010
2.    arbejdsdag + sommerfest:     19. juni 2010
3.    arbejdsdag + pegedag:             7. november 2010
Generalforsamling:                         25. februar 2011


Referent   
Edit, 5B

 

 

           

                

                

 

 

 

 

Grundejerforeningen Egholmsvej 3-5 // webmaster Signe Nørregaard